Tystrup Sø
På Tystrup Sø (areal 662 ha, max dybde 21,7 m) har LF 2 både og ingen sovepladser.
Fiskeriet.
Tystrup Sø har siden 1995 været givende med hensyn til store gedder og pæne aborrer. Ind imellem tages der også pæne sandarter. Kendte pladser er Ågabsgrunden (2-14 m dybde) ca. 400 m ud for Susåens udløb i søen. Grødebankerne i søens nordende kan også være særdeles givende. Bunden er her ganske kuperet.
Klintegrund er også et sted med lovende muligheder (dybder 2-8 m). Den sydlige ende er ikke nær så besøgt (der må ikke sejles med motor), men banken i midten ( 2-18 m) ser ganske lovende ud.
Hvis det blæser kraftigt fra vest er det svært at være på søen. Der er dog ganske gode gedder i Susåen, og LF kan fiske helt op til Åhuse.
I de senere år har Tystrup sø givet flere og flere sandart, og i 2001 blev der fanget en sandart på 9,3. Det er den største sandart der er fanget i LF regi i mange år. Du kan se sandarten i LF’s sandart galleri.

Fiskeret.
I østre halvdel af søer – undtagen i reservatet “Flodevig” – samt i Susåen fra dens indløb op til Åhuse. Der må fiskes i hele åens bredde op til skoven, derefter kun syd for midtstrømslinien (dvs. åens venstre halvdel regnet nedstrøms).
Sorø Akademis Skovvæsen har ret til når som helst at kontrollere fiskeriet på Akademiets område, dvs. nordenden af søen ned til en linie tværs over søen ved Susåens indløb. Et medlem, som under ophold eller fiskeri på dette område overtræder bestemmelserne i Lystfiskeriforeningens Reglement eller jagt- og fiskeri-lovgivningen, kan ifølge foreningens kontrakt på foranledning af skovvæsenet udelukkes fra at fiske på området.
- Motorsejlads er ikke tilladt.
- Ålefiskeri er ikke tilladt.
Kørselsvejledning.
Tystrup Sø.
LF fik i fiskesæsonen 1999 ny station ved Tystrup Sø. Pladsen er Vinstrup på søens sydvestlige side.
Stationen ligger neden for Vinstrup på søens sydvestside. Vinstrup nås i bil ved at køre fra Sorø mod Skelskør. Umiddelbart efter Kongskilde Friluftsgård ved søens nordvestende drejes til venstre mod Tystrup, som man kører igennem ad Tystrupvej. I Vinstrup parkeres i græsrabatten i vejens venstre side imellem en stikvej (markeret med et indkørsel forbudt skilt) og busstoppestedet. Det er meget vigtigt, at parkeringsanvisningen respekteres af hensyn til områdets beboere.
Til søen kommer man ad markvejen til højre om gården langs den hvide længe og ned ad bakken, hvor der i bunden af hulningen er et led i indhegningen. Husk at lukke hegnet igen. Gå langs hegnet, for foden af bakken ligget stationen. Til højre bag elhegnet står stangkassen og lige fremme er en pontonbro med LF’s to både, som er fortøjet ved et træk-og-slip arrangement.
Fiskesæsonen.
Fiskesæsonen er fra midt i maj indtil december.
Både
- 62, Smal type 2
- 63, Smal type 2



