aug 22 2017

Helsingør båd nr. 95

Så er båd 95 tilbage i Helsingør efter 14 dages værftsophold i Holte, hvor den har gennemgået Poul Hansen´s berømte franske vask og strygning. Den er poleret og renset overalt. Bunden er slebet og bundmalet, ligesom bundtøjet også er nymalet. Kort sagt den skinner.

Motoren er nyserviceret og helt tip top.

Så nu kan vi kun opfordre de mange brugere af båden til at holde den pæn og ren for resten af sæsonen, for der er jo ikke noget bedre end at bruge en flot og ren båd. Husk at hjemtage affald, herunder ormedåser og jord fra disse. Ålegræsset må gerne returneres til havet.

Så er nr. 95 atter tilbage. Se hvordan den skinner. Det skal den gerne blive ved med.

Vi skal desuden gøre opmærksom på at bådene i Helsingør skal være aflåst, når man forlader dem, og låsen skal fastgøres til øjet på broen. Den lille kæde, der er fastgjort på hængelåsen, kan ikke holde båden som fortøjning – og den er desuden alt for let at klippe over og dermed skaffe sig adgang til båden. Husk det nu. Bådene er vores fælles ejendom.

Bådene skal aflåses forsvarligt med den tykke kæde.

Kæden med hængelåsen må ikke bruges, da en kæde som bekendt ikke er stærkere end det svageste led.