Et sikkert forårstegn er bådbookingen i LF åbner. Så er der knap en måned til, at vi alle kan komme en tur på søen efter vinteren.
I skrivende stund knokler inspektører og opsynsmænd med at gøre bådene klar til sæsonstart d. 1. maj. Det er et stykke frivilligt arbejde der udføres for alle medlemmer – så husk på det. Husk endvidere også at rengøre bådene efter endt brug. Der er ikke noget så trist, som at komme til en båd, hvor det flyder med affald – eller hvor fortøjningen er manglefuld.
De fleste tænker nok ikke over det, men bådene tilhører os alle. Når du forlader den – så tænk “Det er også min båd!”
Med disse små bemærkninger ønskes “Alle brave” et godt fiskeår 2017.
