Vejrguderne holdt hånden over LF og sikrede en perfekt afvikling af den årlige Furesøkonkurrence.
Hvis man havde forventet, at gedderne klar ville dominere årets konkurrence, blev man overrasket. Sandarterne tog nemlig opmærksomheden, da aborrerne helt udeblev, og gedderne ikke optrådte i forventet tung stil. Største fisk blev nemlig en sandart på 6,45 kg fanget af vores overinspektør Henrik Bahrenscheer, som herefter kan kalde sig ”pokalpudser” i det kommende år.
Efterfølgende var der traditionen tro fælles hygge og grill. I år på stationen i Frederiksdal, hvor de trætte lystfiskere og pårørende mødtes efter anstrengelserne ude på Furesøen. Strabadserne på søen havde imidlertid tæret så meget på kræfterne, at de fleste omkring kl. 15.00 søgte hjemad i håb om, at der var tid til en ”morfar”. Alle havde været tidligt oppe, da konkurrencen allerede blev sat i gang kl. 4.00, hvor dagens første stråler havde rejst sig over horisonten.
Tak til Steen Lyngsø, der desværre ikke selv kunne deltage, for forarbejdet, samt til de flinke folk i Frederiksdal, som havde stillet stole og borde frem og sørget for adgang til drikkevarer.



- Og Nej! Der blev ikke danset, selv om man af dette billede kunne tro at formanden og Henrik Tørnquist starter på “den toppede høne”. De hilser blot hjerteligt på hinanden i forbindelse med præmieoverrækkelsen.
Resultatlisten
Gedde:
6,00 Dominykas Valiulis
5,30 Per Ekstrøm
5,15 Jimmi Pedersen
5,10 Anders Vernersen
4,90 Henrik Tørnquist
4,80 Henrik Bahrenscheer
Sandart:
6,45 Henrik Bahrenscheer
4,25 Henrik Bahrenscheer
3,30 Anders Vernersen
Børnekonkurrencen:
Paula Lenzberg – Sandart 5,50