God grejauktion

En god grejauktion. Det må være konklusionen efter et par timers hæsblæsende sving med auktionshammeren fra Jørgen Lindstrøms side. Der var på forhånd dømt tempo, da vi havde over 100 lots under hammeren. Jørgen startede derfor ud i rask galop for at vise, at her hjalp det ikke at sidde på ”tegnedrengen”, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at erhverve nogle de rare ting, som var under hammeren.

Medlemmerne skulle imidlertid lokkes. Enkelte gange mindede det mest om hollandsk auktion, hvor Jørgen lagde ud med 100 kroner. Larmende tavshed. ”Kan vi så få 50 kroner?”. Et forsigtigt bud på 50 kroner kom fra salen, hvorefter buddet alligevel kom op på over 100 kroner. Jo! Nogle gange skulle han lige ”trække køberne op”.

Alligevel nåede omsætningen op på over 22.000 kroner. Laveste bud fik en kasse med kroge og lodder, som Jørgen efter en ihærdig indsats fik presset op på 20 kroner, mens et Ambassadeur Guldhjul fik hammerslag på 1.600 kroner. Ellers var der en hel del gode Ambassadeurhjul til rimelige priser, masser af fine woblere og de sædvanlige ”lykkekasser”, hvor der mellem almindelighederne kan være gemt en lille kuriositet. Jeg konstaterede, at nogle medlemmer havde tegnebogen fremme oftere end andre, og at de gjorde rigtig mange fornuftige køb.

Der skal lyde en stor tak til primus motor i arrangementet Steen Lyngsø, til Per Selvager der sammen med undertegnede passede ”kassen”, til Steffen Monberg der sammen datter løbende tog effekterne frem og præsenterede disse, samt ikke mindst til Jørgen Lindstrøm, der med vanlig bid og humor svingede med hammeren. Uden ham havde vi ikke fået en så god auktion.