Husk grejauktionen d. 24. januar

Så har auktionsudvalget gjort klart til årets grejauktion. Der kommer hele 128 lots under hammeren, lidt mere end lovet, men udvalget mener alligevel, at vi kan nå at afvikle indenfor den afsatte tid.

Det betyder derfor, at tempoet bliver sat gevaldigt op. Foreningens altid veloplagte auktionarius, Jørgen Lindstrøm, har lovet at svinge med hammeren i samme tempo som en bornholmsk stenhugger på akkord. Så de medlemmer, der normalt sidder og lurepasser skal oppe sig gevaldigt, hvis de skal gøre sig håb om at erhverve nogle af de ”rare” sager, der kommer under hammeren.

Årets udvalg er en skøn sammenblanding af gode brugsgrejer, kuriositeter og samlerobjekter. Herunder blandt andet splitcanestænger, Ambassadeurhjul i flere afskygninger, poser med masser af godt endegrej samt de sædvanlige æsker og kasser, hvor man har chancen for at gøre et godt fund. Så nævner vi ikke mere.

Eftersyn starter kl. 19.00, og fra kl. 19.30 præcis begynder Jørgen Lindstrøm at svinge med hammeren.

Katalog udleveres på aftenen.

Vi gør opmærksom på, at kun medlemmer kan byde på effekterne, og der ved køb skal opgives medlemsnummer.

Det foregår som sædvanligt på Lindegården.