Julius Wedege er her ikke mere.

Julius Wedege er her ikke mere.

Fredag d. 28. marts døde vores medlem gennem næsten 40 år, Julius Wedege, 93 år gammel.

Julius Wedege var i lystfiskerkredse et kendt ansigt. Som instruktør og kursusleder ved Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorkurser, som han stod for i 1960érne, var han om nogen den, der satte præg på fremtidens lystfiskere. Som skribent var han alsidig og var forfatter til flere bøger, ligesom han skrev masser af artikler til både Sportsfiskeren, Fisk & Fri samt adskillige foreningers medlemsblade.

I Lystfiskeriforeningen gik vi heller aldrig forgæves til Julius, når noget skulle skrives, eller bøger skulle anmeldes. Alt blev beskrevet i en positiv ånd. Mange indlæg i Lystfiskeri-Tidende bærer hans initialer JW efterfulgt af medlemsnummeret 403,4.

Julius var æresmedlem i flere foreninger. Både i Danmark og Sverige ligesom han naturligvis var indehaver af Forbundets guldnål.

I de senere år blev fiskestangen ikke luftet så meget mere. I stedet  bandt han masser af fluer, ligesom han ivrigt fulgte med i, hvad der foregik i Lystfiskeriforeningen. Da Holte stationen i efteråret 2013 efterlyste gamle geddehoveder, var Julius straks på pletten. ”Jeg har et, de gerne må få”. Sådan var han bare. Tænkte på andre.

Jeg hentede selv geddehovedet ude hos ham en efterårsdag. Humøret fejlede som sædvanligt ikke noget, men jeg kunne godt mærke, at den gamle kæmpe var træt, og helbredet ikke var i top.

Fredag morgen døde Julius efter et langt og begivenhedsrigt lystfiskerliv. Nu sidder han oppe os den store fisker sammen med alle de andre store koryfæer. Hvad de taler om, ved jeg ikke, men det er med garanti ikke kedeligt. Det var det aldrig, når Julius var til stede.

Æret være hans minde.

På bestyrelsen vegne.

Per Ekstrøm

Julius hjemme i sin "fiskerhule".
Julius hjemme i sin “fiskerhule”.