Nyt medlem? Se dette indlæg!

Jeg er nyt medlem af Lystfiskeriforeningen, samt ny i geddefiskeriet på Sjælland. Jeg har dyrket en del geddefiskeri som knægt (på Bornholm), men har ikke fisket gedder i snart 25 år. Det har været havørreden, der har været mit ubetingede mål de sidste mange år, men for et par måneder siden valgte jeg efter flere overvejelser at genoptage geddefiskeriet som supplement til mit kystfiskeri.

Jeg må tilstå, at der er sket meget indenfor geddefiskeriet, siden jeg dyrkede det i min barndom. Derfor var jeg godt klar over, at jeg bevægede jeg mig ud på usikker grund, da beslutningen blev taget. Spændende agn og fiskemetoder, jeg slet ikke anede eksisterede, blev studeret, og så var det ellers bare at komme i gang. Jeg valgte at meldte mig ind i Lystfiskeriforeningen, da jeg var meget interesseret i de muligheder som foreningen kunne tilbyde. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, da mulighederne er rigtig mange, og folk har været utroligt hjælpsomme. Det har været en yderst positiv oplevelse.

Jeg er faldet fuldstændig for Jerk Bait fiskeriet. Jeg syntes, at det er en fantastisk ”fed” måde at fiske på, og gedderne kan i hvert fald ikke stå for disse Bait´s! Jeg har helt sikkert været utroligt heldig med mit geddefiskeri, for det er gået over alt forventning. Særligt november måned har været kanon for mit vedkommende, og på Furesøen har jeg haft rigtig godt fiskeri. Da jeg er ny på Furesøen, er det min umiddelbare vurdering, at jeg har været utrolig heldig, men det må fremtiden vise. Jeg har fanget godt med fisk, endda i en rigtig fine størrelser. Største gedder for mit vedkommende i november følger her: 6,1 kg 92 cm, 6.5 kg 97 cm, 7,0 kg 100 cm, 7,4 kg 99 cm og 8,2 kg 106 cm. Jeg ved godt, at der er andre medlemmer, som har fanget langt større gedder end disse, men jeg syntes nu, at det er ganske godt ramt af en begynder. Gedde fiskeriet har tillagt mit fiskeri en ny dimension, som jeg har savnet. Det er fedt at have andet end havørred at fiske efter, hvilket nu har medført det problem, at det kan være svært at beslutte, hvad der skal fiskes efter på dagen. Det er et luksusproblem jeg sagtens kan leve med.

Jeg kan varmt anbefale Lystfiskeriforeningen! Mulighederne er mange, og der er gode fisk at fange, hvis man rammer det rette sted på det rette tidspunkt.  Medlemmer, som jeg har talt med, har været utroligt imødekomne og hjælpsomme. Så kan man vel ikke forlange mere.

Knæk og bræk der ude.

Cato Jürgensen

 

Vores nye meget tilfredse medlem Cato Jürgensen med sin største gedde fra efteråret 2013. 8,2 kg vejde den.
Vores nye meget tilfredse medlem Cato Jürgensen med sin største gedde fra efteråret 2013. 8,2 kg vejde den.