Lystfiskeriforeningen har mange traditioner. Blandt andet afholdes der i løbet af året nedennævnte arrangementer, som har mange år på bagen, og hvor medlemmer, med eller uden familie, under hyggelige uformelle sammenkomster.
Grejauktion
Vi skal beklages at der ikke afholdes grejauktioner for tiden. Mængden af det indleverede grej og standarden på samme har gennem de seneste år været faldende, hvorfor anstrengelserne ikke har stået mål med resultatet. Vil naturligvis blive taget op igen, hvis foreningen skulle modtage større mængder af grej, hvor giveren eller giverne skulle ønske at grejet sælges til medlemmerne til fordel for Lystfiskeriforeningen.
Furesøkonkurrencen
Afholdes næste gang lørdag d. 14. juni 2025.
Hvert år siden 1919 har LF afholdt en fiskekonkurrencen på Furesøen. Faktisk var det englænderen Alexander Worster, som var den direkte årsag til indførelse af konkurrencen. Gennem et par år, under et ophold i Danmark, havde hanværet gæst i LF og fisket en del på søerne, Ved hjemkomsten til England sendte han en fiskestang som tak. Stangen skulle efter hans ønske anvendes som præmie blandt foreningens medlemmer ved en fiskekonkurrence. Konkurrencen blev en succes, og det blev besluttet at fortsætte med konkurrencerne. I begyndelsen afholdt man tillige en konkurrence om efteråret, hvorfor man allerede i 2003 nåede frem til konkurrence nr. 100. Gennem årene har reglerne ændret sig flere gange, men i dag er det således, at vinderen bliver det medlem som fanger den største fisk i forhold til gældende minimumsgrænser for de pågældende arters krav til en sølvmedalje for en LF medaljefisk.
Furesøkonkurrencen afholdes hvert år d. 2. lørdag i juni. Den starter kl. 6.00 og “skydes” af kl. 13.00. Efterfølgende er der sammenkomst på enten Holte eller Frederiksdal station. Lige år i Frederiksdal og ulige år i Holte. Her mødes man til uddeling af præmier og efterfølgende socialt samvær over en grill eller en medbragt madkurv. Familie og pårørende til medlemmerne er naturligvis velkomne. Årets konkurrenceregler og tilmelding vil fremgå af hjemmesiden.
Vindere af Furesøpokalen siden indstiftelsen af pokalen i 2003
ÅR: | VINDER: | FISKEART: | VÆGT I KG: |
2003 | Per B. Larsen | Gedde | 9,600 |
2004 | Mogens Jensen | Aborre | 1,320 |
2005 | Bjørn Sterup-Hansen | Gedde | 12,800 |
2006 | Pál Tersztyanszky | Gedde | 6,200 |
2007 | Signe Boes | Sandart | 5,300 |
2008 | Henrik Bahrenscheer | Sandart | 6,100 |
2009 | Dan Ekman | Gedde | 7,200 |
2010 | Anders Vernersen | Gedde | 9,500 |
2011 | Ulf Hansen | Gedde | 9,750 |
2012 | Tue Aksaa | Gedde | 8,200 |
2013 | Niels Buch Jørgensen | Gedde | 11,800 |
2014 | Henrik Bahrenscheer | Sandart | 6,450 |
2015 | Niels Boes | Gedde | 10,100 |
2016 | Mark Buch Jørgensen | Aborre | 1,155 |
2017 | Henrik Larsen | Gedde | 9,000 |
2018 | Christian Karlsen | Gedde | 8,500 |
2019 | Lars Francker | Aborre | 1,200 |
2020 | Aflyst p.g.a. Corona | ||
2021 | Per Ekstrøm | Gedde | 6,000 |
2022 | Martin Blond-Sørensen | Sandart | 4,900 |
2023 | Brian Jensen | Sandart | 5,100 |
2024 | Martin Blond-Sørensen | Sandart | 5,850 |
Andespil
Afholdes næste gang: Torsdag d. 7. november 2024
LF afholder hvert i begyndelsen af november et gammeldags andespil for medlemmer og pårørende. Det er tiden, hvor året går på held og det er op til Mortens aften, hvor der traditionen tro skal spises and. På denne aften er der mulighed for at vinde Mortens-anden, en flæskesteg eller måske en flaske vin til anden eller stegen..
Spillet begynder som regel kl. 19.00 og varer et par timer. Der kan købes øl og vand.
Både øl, vand og plader er til rimelige priser, da det først og fremmest gælder og at hygge sig med familien og andre medlemmer.