Haraldsted sø bugter sig over ca. 5 km (areal ca. 200 ha) gennem smalle passager. Søen kendetegnes ved at have stejle skrænter meget tæt på bredden, og især skrænterne i søens vestlige halvdel byder på godt fiskeri forår og efterår. Søen omkranses af landbrug og skov, samt lettere bebyggelse.
Søens gennemsnitdybde er ca. 5 meter, største dybde er ca. 11 meter. I de vestligste og østligste partier er der større, fladvandede områder (ca. 1 m dybe) med tilstødende eng.
LF lejer fiskeretten af Ringsted Sportsfiskerforening. Vi skal derfor følge deres lokale regler om hjemtagning af fisk.
Gedder på maksimalt 80 cm må hjemtages, (min. 60 cm), og der må maksimalt hjemtages to styk pr. fiskedag. Gedden er fredet fra 15. marts til 1. maj.
Sandart på maksimalt 70 cm må hjemtages, (min. 50 cm), og der må maksimalt hjemtages to styk pr. fiskedag. Sandarten er fredet fra 1. maj til 1. juni.
Aborrer på maksimalt 35 cm må hjemtages, og der må maksimalt opbevares to aborrer pr. person i båden samtidig uanset størrelse, og hjemtages maksimalt to styk pr. person pr. fiskedag. Aborren er fredet i april.
Inspektør og opsynsmand: | Jack Thomas Jensen | Tlf. 20 97 42 25 |
Fiskeriet
I maj/juni byder skrænterne ved de lavvandede områder i søens vestlige ende på et spændende geddefiskeri. Sensommer og efterår kan søens midterste tredjedel mellem Haraldsted og Vrangeskov være et interessant bekendtskab.
Søens rovfiskebestand består hovedsageligt af gedde, aborre og ål, men man kan til tider ligeledes møde sandart og ørred.
Historisk kan Haraldsted Sø og ikke mindst LF-medlem Ulf Hansen bryste sig af den danske rekord for lystfiskerfanget sandart fra 1978, en fisk på hele 11 kg, taget på wobler.
Ålefiskeri er kun tilladt efter erhvervelse af personligt åletegn hos Ringsted Sportsfiskerforening. Oplysning herom fås hos LF’s sekretariat.
Færdsel på søen
LF har aftalt en forsøgsordning, med søens ejer om brug af elmotor på bådene. Maksimal sejl-hastighed er 3 knob. Motorsejlads i øvrigt er ikke tilladt.
Kørselsvejledning
Stationen ligger på adressen Ejlstrupvej 200, 4100 Ringsted (55.480833,11.754448)
Fra Ringsted køres ad vej 215 mod Holbæk. Akkurat uden for Ringsted drejes til højre ad Fluebæksvej og kort efter til venstre ad Slangerupvej. For enden af slangerupvej drejes til venstre af Ejlstrupvej, hvor der holdes til højre til vejen slutter. Her har LF’s og Ringsted Sportsfiskerforening både ligger ved en pontonbro. Stangkassen med rapportbog og materiel er ved Ringstedernes klubhus.
Fiskesæsonen
Fiskesæsonen er fra 1. maj indtil bådene tages op ca. 1. december.
Vejrudsigt for Haraldsted Sø
Både
Se i bådoversigt hvilke både der er til rådighed på søen
Klik på billederne for at se i et større format.