Arresø – en populær sø

Arresø er på ganske kort tid gået til at være den mest benyttede sø i hele LF. Tegningerne rækker langt frem, og selvom der er mange aflysninger på grund af vindens hærgen, så gøres der mange flotte sandartfangster.

Alene i år er der registreret 3 sandarter over 8 kg I LF regi, foruden en masse mindre, så der er en årsag til, at mange medlemmer rigtig gerne vil en tur på Arresø.

Her er vores rapportbøger en god dokumentation. Opsynsmanden, Per B., har gjort tegninger og fangster op fra marts til og med oktober. April og maj er ikke med, da der som bekendt ikke må sejles med motor i de måneder. Desuden er sandarten fredet i maj, så fiskeri på søen giver ingen mening. Optællingen viser i snit 5 sandarter pr. tur, når alle fangster tælles med. Selvfølgelig findes der også “nul-ture”, ligesom enkelte har oplevet det helt store “sandart-boom”.

Det giver selvfølgelig lejlighed til at tage lidt fisk med hjem, selvom de fleste genudsætter fangsten. Vi ved jo heller ikke om fiskene, i lighed med søerne i Mølleå-systemet, er ramt af Pfas. Det er ikke undersøgt, men det burde der nok gøres.

Vi fik som bekendt en ekstra båd på søen i september, og det har været populært. Tegningerne er blevet fordoblet, dog skal man som nævnt tage højde for de mange dage, hvor “der blæser en vældig vind ude fra vest”, så er det bedst at blive i havn. På rolige dage bør man dog unde sig en selv tur på Arresø. En herlig sø, hvor man kan være heldig at se havørnen svære højt oppe over Arresøs vover.

Flåden i Ramløse Havn