Arresø er på meget kort tid gået fra at være en meget lidt benyttet station til en af vores mest populære.
Årsagen er helt sikkert opblomstringen af sandartfiskeriet, efter at erhvervsfiskeriet stoppede på søen. Den ene flotte sandart efter den anden har siden været en tur i bådene, og det er noget der trækker i et lystfiskerimiljø, hvor man efterhånden skal lede langt efter positive nyheder.
Der har dog inden for den seneste måned ikke været meldinger om de helt store fangster på Arresø, men vejret har måske haft sin indflydelse. “Sommervejret” har ikke været det bedste, og Arreesø er en typisk “godt Vejrssø”. Det gælder om at ramme dagen.
Det gjorde René Odér mandag, da han var en tur på søen. Det blev til en flot sandart på 5,80 kg og 84,5 cm. Som så mange gange før blev sandarten fristet af en wobler. En rigtig flot fisk. Tillykke til René.