“En lille fangstrapport fra Esrum Sø!” Sådan indleder Jimmi Søndergaard Petersen en mail, hvor han beretter om den herlige fisketur på Esrum Sø, han havde onsdag. Synes ikke den er lille. Den er rigtig god, for det er da dejligt , at Jimmi vil bruge tid på at delagtiggøre andre i, hvad man kan opleve på vores fiskevande. Tak for det!
Første fiskestop på turen var “Tevandsbanken”, hvor der var et par “kontakter”, som lige var oppe og se nærmere på de gummidyr, de blev præsenteret for. Interessen var dog så som så. Der blev derfor skiftet fiskeplads. “Graverhjørnet” blev næste stop, og det samme gentog sig. Kursen blev derfor sat mod “Løjtnanten” ved søens østlige side. Undervej blev der foretaget nogle stop, når der viste sig nogle fisk på “live scopet”, men det blev det absolut ikke bedre af. På “Løjtnanten” blev der skiftet til en mindre shad med aborrefarver, og næsten omgående steg en gedde og huggede uden indledende undersøgelser.
Efter en fin fight lander Jimmi en rigtig flot gedde på 104 centimeter. Jimmis første vertikal gedde, og hans første gedde fra Esrum Sø. Herefter må vi konstatere, at Jimmi uden at prale kan sige: “Jeg har aldrig fanget gedder under én meter i Esrum Sø.” Det må vi blot ikke håbe sker, for jeg er sikker på, at det ikke er Jimmis sidste tur på denne herlige sø. Vægten kan vi desværre sige noget om, for vægten lå derhjemme. Rigtig ærgerligt, da det helt sikkert var en “medalje-gedde”. Stort tillykke til Jimmi og tusind tak for historien.