”Den ubetænksomme lystfisker”

”Den ubetænksomme lystfisker”

Drama i 4 akter (frit efter en virkelig hændelse)

Medvirkende:

  • Den ubetænksomme – et anonymt medlem
  • Den flinke lystfisker – et andet anonymt medlem
  • Inspektøren – en inspektør ved en unavngiven LF-station
  • ”Den Store Bastian” – formanden for LF

Første akt: ”Afsted det hastigt går!”

”Den ubetænksomme” kører mod sin foretrukne sø. Han har reserveret båd denne herlige lørdag i det tidlige forår. Nu skal der fiskes igennem inden geddefredningen. Fremme ved stationen læsses grej ned i båden og den ubetænksomme sejler ud på søen. Men Hov! – Han glemte vist lige at skrive sig ind i rapportbogen – og er det dagen, han har reserveret båden?

Andet akt: ”Hvor er båden?”

”Den flinke lystfisker” kører mod samme sø. Han glæder sig og har reserveret båd. Det har han modtaget en bekræftelse på via bådbookningen, og i dag er dagen. Fremme ved søen bliver han gevaldigt forskrækket. Den reserverede båd er borte. I rapportbogen står ingenting – er båden stjålet? ”Den flinke Lystfisker” kontakter inspektøren, som ikke kender til at båden skulle være borte. Han sætter sig derfor i forbindelse med ”Den Store Bastian”, der på denne lørdag ved at så karse i gamle tomme blækhuse. Han bliver forståeligt nok lidt knotten. Stor opstandelse – hvad er der sket?

Tredje akt: ”Den store efterforskning”

Efter gennemgang af bådbookningen fik man omsider indkredset ”den ubetænksomme Lystfisker”, som på grund af sløseri og tankeløshed fik sat en større eftersøgning i gang. Han havde vist ikke helt styr på datoen for bådbookningen. Hvis han havde skrevet sig ind i rapportbogen, kunne misæren måske have løst sig hurtigt. Nu blev flere involveret i sagen.

Fjerde akt: ”Efterspil”

Dyppet i blækhuset blev ”Den ubetænksomme” retfærdigvis ikke. Det har ”Den Store Bastian” for længst afskaffet. Der er vist heller ikke længere tradition for at dyppe uartige drenge og piger i blækhuse. Men en karantæne på 3 måneder i bådbookningen blev i stedet udstedt. Så hvis ”Den ubetænksomme” havde glædet sig til fiskeriet i maj, så ser det sløjt ud. Men fiskedammen i Tivoli er åben, og der er efter sigende gevinst i hvert dyp.

Morale – Korrekt dato og rigtig båd:

Husk nu at kontrollere du har booket båd på den rigtige dato. Du kan få bekræftelser ved reservationen og remindere dagen før. Lige så vigtig! Husk at skrive dig ind i rapportbogen inden du forlader stationen og sejler ud på søen. Så ved vi hvem der har taget båden.