Spørgsmålet er relevant, da samtlige anmeldelser om præmieaborrer fra Esrum Sø i år alle vejer 1,500 kg eller mere. Men bare rolig! Der er mange mindre aborrer og de kan blive ganske små. Alle der fisker på Esrum Sø har fanget flere og massevis af “tusindbrødre”, som forhåbentlig bliver større med årene, hvis de ikke når at blive ædt af deres artsfæller i en ung alder.
Gudskelov for de som overlever, for så har vi mulighed for at få hug at en rigtig solid stribet bandit, der giver her herlig fight. Heldigvis er det ikke sådan at man hver gang får fat i en sådan, for så ville fiskeriet blive kedeligt.
Dan Ekman har netop anmeldt en rigtig fin aborre på 1,660 kg netop fanget i Esrum Sø. Fangsten skete på agn, og med sig i båden havde Dan både Morten Jacobsen og Ulf Hansen, som både kunne bevidne og fotografere fangsten. Stort tillykke til Dan, hvor der til generalforsamlingen venter en sølvmedalje for den flotte fangst.