Forbedringer på stationerne

Når vi vil fastholde vores høje standard, så skal der ske en løbende vedligeholdelse af stationer og materiel. I årets første måneder er der allerede sket forbedringer, og vi har planlagt flere i resten af året.

For at nævne nogle af de større projekter der er gennemført, så er der opsat en ny varmtvandsbeholder i hytten i Sørup. Så kan man blandt andet slippe for at koge vand til opvasken.

I Frederiksdal er trappen, som led i den større renovering af huset, blevet udskiftet, så den er mere sikker at betræde.

En fin ny trappe er opsat i Frederiksdal. Den er en del af de forbedringer, som er gennemført i forbindelse med den samlede renovering af huset.

I Gyrstinge har vi fået en fortøjningsløsning med kæder for at forhindre brugstyveri, hærværk og skader på bådene. Det er ganske simpel og effektivt.

Det var i hvert fald hvad vi troede. Vi kom imidlertid på andre tanker da inspektøren, Brian Jensen, kom forbi forleden. Et medlem havde åbenbart ikke forstået systemet og nærmest låst båden fast til broen. Det medfører skader på båden, hvis det blæser da båden banker ind i broen og ødelægger glasfiberen. Der lå endvidere bolte og møtrikker fra beslaget og flød i båden. Jeg har talt med Brian, og det var ikke ord, som egner sig på skrift, der flød ud af hans mund, så det undlader jeg. Vedkommende havde nemlig heller ikke ulejliget sig med at kontakte Brian, således som reglerne forskriver, når der opstår skader.

For at benytte et royalt udtryk – “Det kan man ikke være bekendt”. Der er åbenbart nogle medlemmer, som ikke har den nødvendige respekt for de frivilliges arbejde på stationerne. Det er rigtig trist, for det er demotiverende. Lad det også være slået fast med syvtommersøm: Der kan ske uheld og skade på materiellet. Det kan ikke undgås, men man skal kontakte inspektør og opsynsmand, så ingen kører forgæves. Husk også at kvittere i rapportbogen. Hvis der ikke er kvittereret for båden, kan man få den mistanke, at båden er stjålet, og så kan vi bruge tid på at lede efter den.

Det er så lidt der skal til, for at det fungerer optimalt, så lad os sammen bevise at det kan lade sig gøre. LF er nemlig en forening, hvor vi gerne skulle løfte i flok.

Det er ikke sådan, man skal efterlade båden. Risikoen for skader er overhængende. Båden skal trækkes ud, og kædes låses, så uvedkommende ikke kan få adgang.

Med hensyn til planlagte  forbedringer resten af året, så er på Buresø planlagt en ny broløsning, i Frederiksdal er det planlagt at udskifte det gamle redskabsskur og på Tystrup forventer vi også at kunne præsentere en ny broløsning.

I øvrigt fortsættes renoveringen af de mindre glasfiberjoller. Kort sagt – LF er en levende forening, hvor der hele tiden sker tiltag til fordel for medlemmerne. Lad os sammen bakke om om de frivillige.