Furesøen kan stadig levere

Det bekræfter en fangstrapport fra Bent Hytholm Jensen.. Onsdag d. 6. november 2024 var han en tur på Furesøen sammen med sin søn Henrik.
Efter et par timers søgen og et par forsigtige hug, formentligt af små gedder, lykkedes det Henrik at kroge en gedde på omkring 3 kg. Den blev naturligvis forsigtigt sat ud i gen.
Så blev det Bents tur til at prøve vertikalstangen, og efter en times tid dukkede en fisk op på skærmen cirka 10 meter nede. Fisken virkede nysgerrig og tog til sidst jiggen. Den gjorde god modstand, og begge var overbevist om, at der var tale om en gedde, men da den dukkede op i overfladen viste det sig, lidt overraskende, at det en stor flot sandart.
Efter en kort fotosession hvor fisken blev vejet og målt, blev den lempet tilbage i søen og forsvandt hurtigt ned i det mørke vand. En rigtig smuk sandart på 6,40 kg med en længde på 86 cm. Stort tillykke til Bent, der beviser at sandarten stadig trives i Furesøen.
Bent Hytholm Jensen med sin flotte sandart fra Furesøen på 6,40 kg.