Generalforsamlingen i går kan kort beskrives: “Same procedure as last year”, for at referere til 90 års fødselsdagen, bortset fra at LF er noget ældre end 90 år.
Proceduren var som nævnt uændret. Først en gang gule ærter, dernæst pandekager med solbærrom og så generalforsamling. Formandens beretning høstede bifald, regnskabet ligeså og der var genvalg over hele linjen. Forholdene i foreningen er derfor uændrede. På forslag fra bestyrelsen blev Anders Vernersen udnævnt til æresmedlem, og da der ikke var flere indkomne forslag var emnerne hurtigt udtømt.
Formanden, Bo Guldager, takkede Danmarks Sportsfisker Forbund for deres store indsats i forbindelse med sagen om fiskeriet på Tissø, og Torben Kaas (formand for DSF) kvitterede for Lystfiskeriforeningens konstruktive tilgang for at få en god løsning og takkede for samarbejdet. Lystfiskeriforeningen er ikke medlem af DSF, men med fælles interesser og de udfordringer som lystfiskeriet står overfor de nærmeste år, har vi brug for hinanden. Bo Guldager opfordrede derfor til, at man individuelt indmeldte sig i DSF.
Under eventuelt var der debat om reglerne for benyttelse af de både som lå ubenyttede hen på stationerne på søn- og helligdage. Skal reglen om at man fortsat kan tage en båd uden forudgående tegning fastholdes, eller skal man fremover tegne både? Ud fra forsamlingens tilkendegivelser ville bestyrelsen gå i “tænkeboks”.
Generalforsamlingen var en af de bedst besøgte gennem flere år, og vi var omkring 80 deltagere, uden at jeg fik talt alle. I lighed med sidste år var generalforsamlingen under kyndig ledelse af dirigenten, Tue Askaa.