Vind, fisk og drømmekage – Årets Furesøkonkurrence

Dagene forinden var vinden svag, som de fleste lystfiskere ønsker, men lørdag havde metrologerne skruet op for vinden. Nu er metrologer jo ikke just kendt for at imødekomme ønsker fra enkelte grupper i samfundet. Så man må tage, hvad de serverer, og dagens ret var solskin med en del vind. Så tak for solskinnet, mens man ikke kan levne vinden, men tage lidt af den og ellers se tilfreds ud.

Vind, sol og fisk

Fra øst blæste en frisk vind, der ikke indeholdt meget varme i de tidlige morgentimer. De fleste holdt sig derfor i søens østlige del, hvor der faktisk var fornuftige forhold til fiskeri. Der var da heller ikke gået mere end 45 minutter siden afgangen fra stationerne før den første anmeldelse om fangst nåede dommerbåden. Senere kom flere fangster ind på telefonen ligesom dommerbåden registrerede, at det egentlig gik ganske godt. Ombord på dommerbåden fangede Per B. først en gedde på 4,10 kg, senere et par mindre gedder som blev genudsat. Så var der dem han mistede og som fik et par ord med på vejen. Godt man er rimelig hårdfør overfor uhøvisk tale, men der var da et par stykker, jeg også gerne ville have set. Jeg bandede bare i mit stille sind.

Når man kan tale fisken op

Sidste års vinder Martin Blond havde, som sidste år, Brian Jensen med i båden. Eller var det omvendt? På et tidspunkt begynder de at tale om, at det kunne da være sjovt, hvis de kunne fange en fisk, så pokalen ”blev i båden”. Om der findes højere magter indenfor lystfiskeri kan man blive i tvivl om, for cirka 30 sekunder efter de har talt om det, får Brian et godt hug og lander en sandart på 5,10 kg. Det skulle blive den fisk der løb med pokalen. Måske en ny metode til at lokke fiskene frem af gemmerne. De såkaldte fiskeguder findes nok ikke, og så vi må bare konstatere, at de to gutter kan ét eller andet.

 

Flotte præmier, dejligt grillvejr og drømmekage.

Årets afslutning var henlagt til Holte stationen. Her havde ”Henrikerne” Tørnquist, Larsen og Cato med flere sørget for en varm grill, mens Niels Buch Jørgensen, som primus motor på arrangementet, havde stablet et imponerende præmiebord på benene. Der skal lyde en kæmpe tak til vores sponsorer, Westin, Purefishing/Savage Gear, Jagt & Fiskerimagasinet, Sports Dres og Hvidovre Sport, som alle bidrog til at fuldende dagen på flotteste vis.

Og så var der Ninas drømmekage. I rigtig mange år er Nina Holmskov (Leif Holmskov´s søde hustru) ved afslutningen af Furesøkonkurrencen mødt op med en hjemmebagt drømmekage, af hvilken der rundhåndet er blevet delt rundt af. Vores tidligere mangeårige medlem, Ole Christian Petersen, så altid frem til afslutningen, for så havde Nina drømmekage med. Leif og Nina havde desværre ikke mulighed for at deltage i afslutningen. Men drømmekage skulle der være, så Nina mødte op med drømmekage. Det er da ægte LF- ånd. Det kan godt være Leif ikke fangede noget i konkurrencen. Men hvad gør det? Han har jo Nina.

Hjemmesidens udsendte.

Resultatliste:

Gedder:

  • 5,60 kg Mark Buch Jørgensen
  • 5,30 kg Anders Vernersen
  • 4,20 kg Martin Blond
  • 4,10 kg Per B.
  • 3,90 kg Klaus Vestergaard
  • 3,60 kg Per Lien
  • 3,40 kg Mikkel Weischelfeldt
  • 3,20 kg Ulrik Hansen

Sandarter:

  • 5,10 kg Brian Jensen
  • 4,30 kg Ulrik Hansen
  • 3,78 kg Klaus Vestergaard