Det er vanskelige tider, også for vores forening.
Vores generalforsamling d. 24. ds er nu udfordret af det nyligt indførte forsamlingsforbud på maksimalt 50 personer, hvilket stadig kan ændre sig.
Bestyrelsen ønsker at gennemføre generalforsamlingen, som der har tidligere været indkaldt til via Lystfiskeritidende og på hjemmesiden.
Alle foreninger er jo afhængige af at kunne holde generalforsamling.
Det er imidlertid ekstraordinære omstændigheder, og en afvikling sker ikke, som vi kunne ønske os.
Bestyrelsen vil derfor møde frem i reduceret antal, kun de personer der er på valg, samt enkelte andre. Det er vores håb at fremmødet ikke overstiger 50 personer i alt. Skulle dette ske, må vi desværre annullere generalforsamlingen og alle gå hjem med uforrettet sag.
I henhold til vore vedtægter er det kun fremmødte, der har stemmeret, og derfor er afstemning ved fuldmagtsordninger ikke mulige.
Grundet situationen trækker bestyrelsen forslaget om kontingent forhøjelse tilbage forud for generalforsamlingen. De øvrige forslag, der allerede var forberedt til den aflyste generalforsamling i marts, ønskes fortsat gennemført. Det samme gælder valg til bestyrelsen.
Vi har allerede uddelt medaljer og championsmærker via postomdeling, og formandens beretning har været bragt på tryk, alt sammen for at reducere varigheden af generalforsamlingen.
Vi vil tilsvarende ikke have forplejning forud for arrangementet, ligesom der heller ikke vil blive solgt vand og øl, som vi ellers plejer.
Vi er klar over, at det er forbundet med bekymring og overvejelse om, hvorvidt det er sikkert at deltage.
Bestyrelsen håber dog at det lykkes at gennemføre generalforsamlingen.
Vi følger udviklingen og tilpasser arrangementet om nødvendigt.
Bestyrelsen