Glædelig jul og godt nytår!
Lystfiskeriforeningen ønsker glædelig jul og godt nytår
Der er kun få blade tilbage for kalenderen for 2022, og snart tager vi fat på en ny kalenderblok, selvom det er de færreste, der nu om stunder anvender en fysisk kalender. Ved gennemgang af 2022 kan vi først og fremmest glæde os over, vi er tilbage til normalen efter corona. Det synes de fleste nok, var det bedste ved året 2022.
Ser man tilbage på året i LF, kan vi konstatere, at LF i høj grad er en levende forening. Vi har fået gennemført en række projekter til gavn og glæde for medlemmerne. Huset i Frederiksdal er under renovering, og i Holte fik bygningerne en tiltrængt overhaling med en solid gang maling. Flere medlemmer mødte op og svingede penslen over de “tørstige planker”. Herligt når man som forening kan løfte i flok. Det er det der kendetegner en god forening.
En god forening inkluderer alle nye medlemmer. Det er derfor blevet besluttet, at det bliver er obligatorisk at deltage i et introduktionsmøde, når man optages som medlem af LF. Et tiltag som har til formål, at alle nye medlemmer kommer i kontakt med nogle medlemmer med mange LF-år i fisketasken, og ad den vej får et godt indblik i den fantastiske forening, som forsynede lystfiskere for snart 140 år siden stiftede. Det bliver en gevinst for alle, da “erfaren mand er god at gæste”. Et par gode tip ryger der sikkert også af, og man får hilst på andre, både nye og gamle, medlemmer. Måske kan der ad denne vej skabes relationer?
Rent fiskemæssigt har året ligget på det jævne. Der er anmeldt nogle fine fisk, men antallet kniber det med. Vi er ikke alene med den udfordring. Fra alle fiskevande er meldingerne nedslående. Der mangler fisk i vores vande. Både i hav, på kyst, i å og sø. Overfiskning, forurening er nogle af de værste syndere. Pfas forurening i vores søer er nu også et tema, vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med, men det er et forhold vi skal forholde os til i lang tid fremover. Som noget positivt, er vi blevet flere lystfiskere i Danmark. Men om det samme antal fisk, så restriktioner med hensyn til hjemtagelse i antal og størrelse må forventes at blive indført de kommende år. Noget vi må acceptere og indgå i et positivt samarbejde om. Hvis ikke, vil andre sætte dagsordenen for os.
Kort sagt det bliver aldrig som det var i “gamle dage”, og vi må i solidaritetens navn deles om de fisk der nu engang er, og ikke mindst sørge for, at der også er fisk til de fremtidige generationer. Som en tidligere, nu afdød LFér, altid sagde: “Det var også en god tur – vi fangede ikke noget!”. Et udsagn som bekræfter, at der er langt mere i lystfiskeri end fisk.
LF er en traditionsrig forening. Vi har et foreningsblad, Lystfiskeri-Tidende, som er udkommet siden 1889, i august er det 125 år siden vi købte grunden ved Vejlesø, hvor vores Holte station har haft til huse siden, og i april er 120 år siden den nuværende station ved Frederiksdal blev indviet. Vi afholder flere fiskekonkurrencer om året. Den ældste, Furesøkonkurrencen, har over 100 år på bagen. Det vidner om stabilitet.
I 2023 er der planlagt renovering af broerne på 2 stationer, og renoveringen af stationen i Frederiksdal fortsætter. Tegn på at foreningen er aktiv og fremsynet. Vi er altid på vej et sted hen.
Det kan godt være vi ikke fangede drømmefisken i år, men næste år, så er den der. Håbet og forventningerne er en stor del af lystfiskeriet. Det er det som driver os. Fodboldlegenden, Bobby Charlton gav Manchester Uniteds hjemmebane fra 1910, Old Trafford, kælenavnet “Drømmenes Teater”. Lidt beskedent kan vi kalde LF for “Drømmenes fiskevande”. Det er her, de største fiskedrømme kan udleves. Sidst men ikke mindst husk på, at LF er kun noget vi har til låns af de kommende generationer.
Med disse ord ønskes alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.