Glædelig Jul og godt nytår

Lystfiskeriforeningen ønsker glædelig jul og godt nytår

 

 

 

 

 

Der er nu kun et par håndfulde dage tilbage af 2023, og forude venter 2024. Det er den tid på året, hvor man både ser fremad, men også skuer tilbage på året som er ved at rinde ud.

Lystfiskeriforeningen er en levende aktiv forening, hvor der altid sker noget. I januar valgte den daværende formand, Anders Vernersen, at takke af efter 6 år på posten.  Bestyrelsen besluttede efterfølgende “overdrage årerne” til Bo Guldager, der blev konstitueret som ny formand. På generalforsamlingen i marts genvalgtes de øvrige bestyrelsesmedlemmer, så der blev ikke foretaget andre udskiftninger i bestyrelsen. Det er vigtigt, at en forening som vores ledes af en nogenlunde stabil stab med indgående kendskab til foreningens regler og traditioner.

I år har der blandt andet været to begivenheder at fejre. I april måned markerede vi, at det var 120 år siden stationen ved Frederiksdal blev indviet og 75 år siden vi overtog lejemålet på huset samme sted. På ægte “rejsegilde” manér,  stod menuen på øl og pølser på en dag,  hvor  foråret viste sig fra sin pæneste side. Vi takker vejrguderne. Det flotte gamle røde  hus har undergået en stor udvendig renovering, og kun stråtaget mangler at blive udskiftet. Så holder det  snildt 50 år mere ved en almindelig løbende vedligeholdelse.

På stationen i Holte fejrede vi et skarpt hjørne i august, da vi markerede det var 125 år siden LF købte grunden, byggede bro og hus. Dagen blev markeret d. 19. august ved et åbent hus arrangement, hvor en hel del, både medlemmer og venner af foreningen, dukkede op i det flotte vejr. I dagens anledning blev der serveret en specialbrygget “Holte Pils”, som en hel del fandt det værdigt og nødvendigt at slukke tørsten i sommerheden med.

Vores årlige traditionsrige konkurrence på Furesøen blev afviklet som vanligt. En konkurrence der har mere end 100 år på bagen, og som hvert år samler en del medlemmer. Desværre ser det ud som om, at en del nye medlemmer endnu ikke har fundet vej til konkurrencen endnu. Det er synd, for det er en af måderne, man kommer i kontakt med andre medlemmer. Som sædvanligt var der mange flotte præmier sponseret af Fairpoint/Westin, Pure Fishing/Savage Gear, Sports Dres, Jagt- og Fiskerimagasinet samt Hvidovre Sport. Vinder blev Brian Jensen med en sandart på 5,10 kg.

Vi har også afholdt gedde konkurrence på Søndersø i maj. Det er en konkurrence, vi næsten ikke behøver at reklamere for, da antal af både sætter en naturlig begrænsning på skaren af deltagere. Her blev største gedde på 10,8 kg fanget af Jeppe Rølmer. Det er i skrivende stund årets hidtil største gedde i LF.

Af andre forbedringer på stationerne kan nævnes et nyt brodække på Buresø, udskiftning af taget på Sneglehuset, og renovering  af brodækket ved Søndersø. Desværre er udskiftningen af boerne ved Sneglehuset og i Tyvekrogen endnu ikke begyndt. Vi mangler den endelig tilladelse fra kommunen, men den burde snart ligge klar.

Efter moden overvejelse besluttede bestyrelsen at nedlægge stationen i Rungsted Havn. Den var meget dyr at holde gående, men også set i lyset af at torsken er totalfredet fra 2024, er det en fornuftig beslutning. Midlerne kan anvendes bedre ved stationerne i vores ferske vande, som er det primære formål i LF.

Rent fiskemæssigt har året ligget på det jævne. Der er anmeldt nogle fine fisk, men det kniber med antallet. Det er vi ikke ene om at konstatere. Fra alle sider lyder det, at fiskebestandene er truet. Det gælder både i sø, åer og hav. Årsagerne er mange og kendte. Det er både pfas forurening, almindelig kvælstofforurening med en voldsom algevækst til følge, iltsvind, skarv og sæler. Det gælder derfor om, at vi står sammen for at bevare vores fiskevande, der bliver mere og mere presset.

I 2024 er der som nævnt planlagt flere renoveringer, ligesom gamle traditioner fortsat holdes i hævd, men nye implementeres også. Som noget noget nyt kan man nu også anmelde medaljefisk alene på baggrund af længden på fisken. I første omgang kun på gedder og sandarter. Det er første gang siden indførelse af vores medaljesystem i 1894 at fisk kan anmeldes på baggrund af længden alene, men vi følger med tiden. Tegn på at foreningen er aktiv og fremsynet. Vi er altid på vej et sted hen.

Afslutningsvis skal vores medlemsblad Lystfiskeri-Tidende nævnes. Det udkom de planlagte 8 gange. Signe Boes har i mange år været effektiv redaktør af bladet, og det udkommer altid til tiden. Et fysisk medlemsblad er efterhånden en sjældenhed. Alt nu om stunder foregår digitalt og på nettet, men der er noget hyggelig og personligt ved at der dumper et blad fra LF ned i postkassen. Her er informationer om stort og småt, historier om lystfiskeri i nutid og fortid samt vores fangstatistikker, som har kendetegnet LF over 100 år. Kaj Nielsen har det slidsomme arbejde med at tælle fangsterne sammen. Det i sig selv kan være noget af en udfordring, da mange medlemmer tilsyneladende ikke er i stand til at skrive læsbart. Tror det er godt, at Kaj ikke skal uddele karakterer i skrivning. Skal det derfor ikke være et nytårsforsæt, at vi skriver læsbart i rapportbøgerne fra 2024. Så gør vi Kaj glad.

Med disse ord ønskes alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses på søerne.