Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der hører under Landbrugs– og Fiskeriministeriet, har pr. 5. december 2024 udsendt ny bekendtgørelse om rekreativt fiskeri i saltvand og ferskvand samt redskabsfiskeri m.v. i ferskvand. Bekendtgørelsen omhandler både fritidsfiskeri og lystfiskeri, så den har også betydning for, hvordan vi fisker på vores søer.
Umiddelbart er der ikke de store ændringer, men på et punkt har Styrelsen strammet op og præciseret. Nemlig under “Ikke tilladte fangstmetoder i ferskvand”. Under § 33, stk. 1 står:
“Trawl og andre fiskeredskaber spillet med skovle eller lignende, herunder oter, og fiskeri, hvor linen spiles ud til siden med paravaner eller lignende.
Tidligere havde denne regel paragraf 37, stk. 1, hvor formuleringen var “Trawl og andre fiskeredskaber spilet med skovle eller lignende, herunder oterfiskeri”. Knapt så præcis, men nu er den mere specifik. Man kan jo altid diskutere, hvorfor trawl og lystfiskeri med paravaner kommer ind under samme paragraf, men det har nok noget at gøre med, at der er tale om spilende redskaber.
På godt dansk betyder det imidlertid, at sideplannere og paravaner, der jo begge spiler linen ud, ikke er tilladt som fangstmetoder i ferskvand. Heller ikke hvis man fisker med agn og trækker rundt med en paravane med et flåd.
Uanset om man er enig eller uenig i reglerne, og der kan der sikkert blive en stor debat om reglen, så er metoderne ikke lovlige. Man kan selvfølgelig stadig købe redskaberne, da det er tilladt at benytte planere og paravaner i saltvand.
Det er muligt, at læse hele den nye bekendtgørelse HER.
Det bemærkes, at den tidligere bekendtgørelse (Nr. 1615 af 11. december 2015) samtidig er bortfaldet.