Fra overinspektøren er modtaget følgende:
Hvis du indenfor de seneste måneder har været forbi LF-stationen i Sørup, har du nok lagt mærke til en forandring. De flittige folk omkring stationen er nemlig i gang med en ombygning af ”skurvognen”. Fællesrummet i blev kun sjældent benyttet, så nu er der ved at blive indrettet værksted og et depot til opbevaring.
Der er derfor kommet ny beklædning på “skuret”, som har fået nye døre, og vinduer er blevet blændet. Når projektet er færdigt, har vi et nyt flot værksted, som kan holde de kommende år.
Det gamle værksted, som bestemt har set bedre dage, vil efterfølgende blive fjernet fra grunden. Det vil give ekstra god plads til opbevaring af bådene om vinteren, og ikke mindst plads til klargøring af disse op til til sæsonstart.
Vores fine hus, som jo oprindeligt er en gammel jagthytte fra Lolland, der har stået på grunden siden 1982, har også givet lidt udfordringer. Det var begyndt at synke i det ene hjørne, men inspektøren og hans gæve folk har hævet og understøttet det, så nu kan det holde sig på ret køl i de kommende år.