En gedde til at blive “høj” af!

Det er altid dejligt, når lystfiskere bliver glade over deres fangster. Så viser  urmennesket og den indre fangerglæde sig frem. Vi har lige modtaget en beretning fra et nyt medlem, der virkelig har fået begge dele op i det høje felt. Her er Mikkel Weischelfeldt`s beretning fra geddekonkurrencen på Søndersø d. 1. august:

Først og fremmest vil jeg takke min makker Thyge, som jeg fiskede med for første, men bestemt ikke sidste gang. Thyge har nemlig mindst lige så stor andel i fisken som jeg. Thyge er min underbo, og først for ganske nylig fandt vi ved et tilfælde ud af, at vi begge er medlemmer af LF. I den forbindelse spurgte jeg ham, om han ville med til geddekonkurrencen den 1. august på Søndersø, og det ville han heldigvis. Vi er begge først blevet meldt ind i år, og det var allerførste første gang, vi fiskede på Søndersø. Heldigvis havde vi fået nogle tips fra nogle mere rutinerede LF-medlemmer, så vi havde en idé om hvor og hvordan vi ville fiske. I det hele taget føler vi, at vi er blevet taget rigtig godt imod i LF. Især Anders Boes, inspektøren på stationen i Holte, har for mit vedkommende været en kæmpe hjælp.

Med hensyn til den gedde vi fangede, så blev den taget på agn, som vi dørgede ganske langsomt med. Da jeg tog stangen efter hugget, var jeg ikke i tvivl. Det måtte være en meget stor og en potentiel ”vinder gedde”. Selvom jeg lavede pres og forsøgte at få den hurtigt ind, for at den ikke skulle for udmattet af fighten, gik der forholdsvis lang tid, inden vi omsider så den i overfladen og kunne nette den. Der blev givet mange ”highfives” da den lå i fangstnettet.

Jeg ved ikke, om der er andre der har taget bedre billeder, men dette har Thyge taget. Jeg beklager Anna og Lotte fingrene, men synes det er lidt intimiderende at stikke hånden ind i gællerne på sådan en stor fisk.

De bedste hilsener

Mikkel Weischelfeldt

Stadig helt høj efter dagens oplevelse

Mikkel med sin vindergedde på 9,8 kg, der samtidig udløser en sølvmedalje.