I disse Winbledon og agurketider

Der sker sjældent meget her i sommerperioden. Det er småt med nyheder. Der er dømt familiesammenkomst i form af ferie. Så må web-masteren grave en eller anden historie frem fra gemmerne som lidt underholdning her i sommerferien.

Overskriften kan måske undre, for hvad har Wimbledon tennis med LF at gøre? Ikke meget, men det er nok de færreste, som ved, at LF har haft en formand, der har deltaget i den legendariske og nok mest fornemme turnering i tennisverdenen – Wimbledon. Det er ganske vist mange år siden, men alligevel. I 1934 dannede, den senere formand Fritz Gleerup, par med Anker Jacobsen fra KB. Selv spillede han for B93. De fik en kamp i første runde mod et par fra Ungarn, og så var deres deltagelse i turneringen forbi. Til gengæld blev Gleerup dansk mester i tennis 9 gange. Henholdsvis i herredouble og mixdouble.

Fritz Gleerup havde aner langt tilbage i LF´s historie. Hans Far, apoteker Alfred Gellerup, som har lagt navn til banken, “Apotekrens Have” i Furesøen, var kendt som den festlige vært ved utallige sommerfester i Jægerhuset ved Frederiksdal, som tidligere beskrevet Lystfiskeri-Tidende januar 2025. Fritz mistede imidlertid i sin far allerede som 13-årig, så det er nok tvivlsomt, om han har fisket meget med sin far. I perioden 1922-25 var han medlem af LF, men udmeldte sig. Nok primært på grund af sit tennisspil.

Efter han lagde ketcheren på hylden, greb han igen fiskestangen, for i 1939 indmeldte han sig atter LF. Promoveret af 2 prominente LFére, nemlig Kai Kiellerup og Ove Blumenhagen. I 1944 bliver han medlem af bestyrelsen, hvor han sidder frem til 1955. I 1957 indtræder han atter i bestyrelsen. Denne gang som formand. En post han bestrider frem til 1973, hvor han udnævnes til æresmedlem. Fritz Gleerup dør i 1974. Det var i øvrigt Fritz Gleerup, der spottede den senere legendariske formand, Erik Skaaning. Han ringede ham simpelthen op og sagde. “Nu kan du ikke trykke dig længere. Du skal være sekretær”. Skaaning overtog formandsposten fra Gleerup i 1973.

Fritz Gleerup er også kendt som manden, der fik lukket for adgangen til at kvinder kunne blive medlemmer af LF. Han mente, at fiskeri på søerne var for anstrengende for kvinder. De havde behov for at have en mand med. Ud fra han selv dyrkede tennis i mixdouble, må vi så konkludere, at lystfiskeri på søerne åbenbart er mere anstrengende end at spille tennis. Så hvad er en “tennis-albue” sammenlignet med en “gedde-finger” eller en “jigge-arm”.Det rene vand vil nogen sikkert sige.

Rent fiskemæssigt var Fritz Gleerup bedst til aborrefiskeri. Han er noteret for en del fine aborrer fra Furesøen. Alle fanget på løs line. Største på 1,500 kg. Faderen, Alfred Gleerup, var mere til “dyppe-fiskeri”, hvilket antallet af præmiegedder fanget på “dyp” indikerer. Mon ikke blev er fanget i “Apotekeren Have?”

Fritz Gleerup en sommerdag på Furesøen. Kvinden til højre er så vidt vides Kate Hamann. Hustru til den senere redaktør af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann. Gleerups hovedbeklædning?. Tja den var nok ikke gået på Center Court.