Det er sikkert ikke gået de fleste medlemmers næse forbi, at der har været omfattende renoveringsarbejder på huset i Frederiksdal. Men at vi i år også “runder et par skarpe hjørner” på stationen ved nok de færreste. Det er nemlig i år 120 år siden vi indviede stationen, og 75 år siden vi overtog lejemålet på huset. Det vil vi gerne markere, hvorfor medlemmer, venner af LF samt samarbejdspartnere inviteres til en lille uformel sammenkomst på stationen:
Torsdag den 13. april i tidsrummet 15.00 til 18.00.
At det netop er d. 13. april hænger sammen med at det netop var den dag stationen blev indviet for 120 år siden. Det var i øvrigt 2. påskedag, men det kan man læse meget mere om i det kommende nummer af Lystfiskeri-Tidende.
På dagen vil vi foruden en præsentation af den gennemførte renovering, som vi synes er blevet meget vellykket, servere grillpølser med tilhørende drikkevarer.
Kort sagt en dag, hvor der er lejlighed til at slå et slag forbi Frederiksdal, se det flotte resultat, få en “pølle” med tilhørende drikkelse samt møde andre LF´ere.
Vi håber at se rigtig mange af vores medlemmer, venner og samarbejdspartnere.