Vi har fået en ny sandartrekord i Lystfiskeriforeningen. Hele 11,250 kg vejer den, 96 cm lang og med en omkreds på 61 cm. Fisken slår Ulf Hansens daværende rekord på 11 kg. Den dygtige fisker, som står bag fangsten, er Martin Blond-Sørensen, der fortæller:
”Fangsten foregik på egentlig på vanlig manér. Fisken fulgte jiggen ind til båden og huggede hårdt på ganske kort line.
Efter en ”rusketur” i overfladen, hvor den afslørede sin størrelse, gik den dybt og tungt et stykke tid, hvorefter den kom op og kunne nettes. Jiggens enkeltkrog sad yderligt, men solidt.
Kæmpestort tillykke til Martin med den fantastisk flotte fangst.

Det er en af de længst eksisterende rekorder, der er faldet. Rekorden holdt præcis i 16.936 dage. Eller 46 år og 133 dage hvis det sætter tidsrummet lidt mere i perspektiv. Det er nemlig den tid der er gået, siden Ulf Hansen d. 15. november 1978 satte rekorden med sandarten fra Haraldsted Sø.
Berlingske Tidende var i 1978 den førende avis indenfor nyheder om lystfiskeri, havde som overskrift ”Haraldsted Sø har overtaget rekorden”. Fangsten var noget af en sensation, men artiklen nævnte også Arresø. På det tidspunkt drev den daværende formand for Dansk Havfisker Forbund, Colin Krebs-Aitken, en sportsforretning i Frederiksværk. Han mente, at der i Arresø svømmede en potentiel endnu større rekord sandart rundt, da den daværende erhvervsfisker havde fanget den op til 16 kg. Det er dog ikke verificeret. Erhvervsfiskens årlige fangst skulle på det tidspunkt være 60 tons. Colin ville forsøge at fange rekordfisken sammen med nogle fiskekammerater. Det lykkedes som bekendt ikke.


Den ultraflotte sandart, som Martin Blond-Sørensen, nu har fanget, har ikke engang ligget i bugen på sin moderfisk, da den plan blev udtænkt, men understreger blot, hvor en fantastisk sandartsø Arresø har været gennem rigtig mange år. Lidt underligt at den først indenfor de seneste 5 -6 år rigtig er kommet gang i lystfiskeriet, men det skyldes i høj grad, at vi at vi nu har tilladelse til at sejle med motor. Det er noget, vi skal værne om, for der er desværre elementer som ikke overholder gældende sejlads regler, og det har som bekendt allerede fået konsekvenser.

Afslutningsvis skal vi også fremhæve, at Brian Jensen, som fotograferede, også fangede en rigtig flot og stor sandart senere på dagen. 7,90 kg vejede den. Den ”overskygges” lidt af Martins store ”basse”, men det er jo også en fantastisk fisk. Også et kæmpestort tillykke til Brian.
Den er næsten som historien gentager sig. Samme da som Ulf fangede sin sandart, var Carsten Gilder med i båden. Han fangede senere på dagen en sandart på 6,80 kg, også en rigtig flot fisk, men det er som om de helt fortaber sig i selskab med så ekstraordinære store fisk.