Sommerfisk

Sommervejret får i år ikke de bedste anmeldelser, men det forhindrer ikke vores medlemmer i at gøre fine fangster rundt om på søerne. Esrum Sø, Burresø og Furesøen er nogle af de søer som her i juli har givet medlemmerne gode fiskeoplevelser.

På Esrum Sø fangede Dmytro Marchenko tirsdag en flot aborre på 1,54 kg. Det blev fanget på en jig. Da Dmytro kom i havn, var han så heldig, at løbe ind i den stedlige opsynmand og LF´s medaljeregistrator Per B., så fisken kunne vejes behørigt.

Fin aborre på 1,54 kg. Ikke noget at sige til at Dmytro ser meget fornøjet ud.

På Burresø, hvor vi i seneste nummer af Tidende havde en flot serie af fotos optaget under overfladen, har Niels Hoffmeyer nappet en flot aborre på ligeud ét kg. Den blev fanget på en orm og er desværre ikke stor nok til at udløse en bronzemedalje, men det er trods alt en fin fisk, som fortjener omtale.

Aborre på 1 kg fra Burresø fanget af Niels Hoffmeyer. Selvom det ikke er en fisk som udløser en medalje, vil vi altid gerne høre om fangsterne rundt om på søerne.

På Furesøen har Anders Boes, jeg var ligeved at sige selvfølgelig, været på spil og nappet en sandart på 5,54 kg. Som det fremgår af billedet kom der også en gedde “i vejen”.

Flotte fisk fra Furesøen fanget af Anders Boes.

Et stort tillykke til de dygtige fiskere skal lyde herfra. Hvis du vil se alle de fisk som i 2020 er tilmeldt, skal du klikke HER