Stor dag for dansk lystfiskeri – Blandt andet garnforbud på søerne.

Det som danske søfiskere har drømt om gennem årtier, er blevet til virkelighed. Der er opnået bred politisk enighed om en ny fiskeriaftale, som blandt andet indeholder forbud mod garnfiskeri på vores søer samt et omsætningsforbud på laks, havørred, aborre, gedde og sandart. De arter vil fremover være forbeholdt lystfiskerne som “game-fisk”. Næsten samtlige politiske partier, inklusive regeringspartierne, er med i aftalen.

LF´s formand, Bo Guldager, var så begejstret, at han ringede mig op cirka 1 time efter, jeg på min mail havde modtaget en pressemeddelse fra organisationen Dansk Lystfiskeri om aftalen. Det er også et af de største tiltag indenfor lystfiskeri nogensinde. Til gengæld må vi også sige, at det måske er 5 minutter i 12 aftalen kom i hus. Det vigtigste er dog, at aftalen er i hus.  Formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, kalder aftalen for “en sejr og en milepæl for dansk lystfiskeri”.

Hovedpunkterne i aftalen:

  • Et stop for redskabsfiskeri i ferskvand – herunder garnfiskeri i søerne
  • Aborre, gedde, sandart, havørred og laks udpeges som sportsfiskearter og forbeholdes lystfiskerne
  • Bedre forvaltning og øget beskyttelse af brakvandsrovfiskene omkring Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster
  • Øget indsats mod skarv – også internationalt. 7 mio. kr. til indsatsen
  • Flere penge til Fiskeplejen – 10 mio. kr. om fire år
  • En mulig fremtidig dansk tunkvote forbeholdt lystfiskerne

Læs selve aftalen HER

Læs på Fisk & Fri

Læs på Danmarks Sportsfiskerforbund

Læs på Dansk Lystfiskeri

Her er en betænkelig formand inden fiskeriaftalen kom i hus. Hvordan vil fremtidens lystfiskeri forme sig?
Her er en formand efter fiskeriaftalen kom i hus. Han er en glad mand. Der er ikke anvendt Photo-Shop, men det indrømmes, at billedet er taget før aftalen kom i hus. Han lød glad i telefonen, så jeg tror smilet var noget i den retning.